Poesi

og det var på det tidspunkt 
du besluttede dig for
at sige:
“mit blod er et endeløst hav”
kl 4 om natten
mig,
liggende nøgen i min seng
du,
ved vandet
langt
langt væk
og alligevel lover jeg dig for
at jeg vil drikke 
hver eneste en dråbe
indtil du ligger udtømt
på gulvet
med øjne af ild
hviskende 
“det kan du ikke gøre
ida
det kan du ikke gøre mod mig”
og jeg vil forlade dig 
med de samme ord
jeg afsluttede med den nat

“jeg kan gøre lige præcis hvad jeg vil”

________________

vi har ingen steder 
vi havde engang en dag
den skal vi samle på

kan man savne lysår tilbage
kan jeg også savne dig

vi tør ingenting 
kigger med frygt på vinduet 
skillevæggen til virkeligheden

du lukker det, selvom det er varmt
springer tilbage som var gulvet lavet af knust glas

vi tæller kantstenene 
evigt håb om én mindre 
for det ville betyde 
at vi var kommet et stykke

vi lader overraskelsen overnatte
min mund står åben 
i dine foldede hænder 

vi lever isoleret, maltrakteret 
der var et lyn
på en forsinket mark 

vi har slet ingen steder 
hvis det sted fandtes 
kunne vi gå barfodede henad skinnerne 
vente på at toget kommer

i aften er jeg sorgens barn 
og jeg kan intet høre
hallo 

__________________________________________

Du minder mig om lyden af opløsning

og tiden efter regn

du er noget jeg har ledt efter

 så jeg gaber

løfter

prøver

 favner

tæerne krøller sig

 drejer ind og ud

flimrende hud

for jeg savnede dig allerede før jeg kendte dig

fandt dig før jeg vidste at jeg ledte

blev ændret før jeg egentlig ville

 du løber i mine årer,

omringer mig som en feberdrøm

 taler et imødekommende sprog

som jeg er fem år for ung til at forstå 

du strammer grebet om min hals

Holder så fast, og forvandler mig til guld i sollyset

Vi suges ind mod centrum af flammen

Hvor tiden er nu og nu er længere

Jeg bliver skør, jeg er en krystalkugle jeg er en million år

du og jeg er nu

vi er tidens børn

og lige børn brænder bedst

 Dine hænder vil om et øjeblik ubevidst finde opadmod mine blodige, søgende læber og udenfor er det nat

Du minder mig om lyden af opløsning

for du er langsom som arsenik

men sikker som døden

og alt jeg ved er at døden er livsfarlig

og livet er dødsygt

Så fortæl mig hvad det er du løber fra

Vi kunne flygte sammen

Miste vores navne og hukommelse og bare gentage: 

Jeg er jeg er jeg er

indrette os efter vores puls

udrette tusindvis af skulpturer af krystal

 smadre dem og bade os i skårene

være til under stjernerne over havet

og lytte til nattens lyde med åbne øjne

grave vores selvkontrol ned ni fod under

kaste os mod jorden og bide i hinandens kød

indtil vi drukner 

Jeg vil slikke dine sår

rense dig, og nyde smagen af din smerte

jeg strejfer dig og hvisker at dit sind er som en diamant

uendelige facetter og skinner mere end noget andet

og jeg vil bære dig om min hals

forevigt

for du er poet og jeg vil befrugtes med dine ord

bære dine sætninger 

og føde dine digte

Du minder mig om lyden af opløsning

for du dukkede op den dag jeg kunne sige

jeg er ikke bange

mere

Du er larmen i mit hovede

du er pladsen i min seng

du er opløsningen af lyden

du er den stilhed der er mellem mine sætninger 

du er alting

 og det er en underdrivelse

Jeg hjemsøges af blanke papirer og de sidste ord du sagde

og ender med at ofre mig selv her

i spotlyset

Du minder mig om lyden af opløsning

fordi jeg gik hen til dig og sagde dette digt

og du forstod det

_____________________________________________

Jeg har altid været bange

for lyden af papir der bliver revet over

og jeg tænker lidt

at det er et tegn

Men jeg har også altid været bange

for den lyd mine højtalere giver

når jeg tænder dem

og de endnu er stille

Fordi jeg er overbevist om

at det er lyden af

noget som ikke er der

og det minder mig lidt for meget

om dig

Og du er som noget jeg ikke har lyst til

Kun nogle gange

Og idag var ikke en af dem

___________________________________________

Jeg lever den poesi jeg ikke kan skrive

Og dør som en sætning på et tomt papir

Og på en eller anden måde

kan alting føres tilbage til den nat i december

Bladrer i min kalender for at finde datoen,

men bliver overmandet af smerten over hvor lang tid det er siden

Nu længes jeg efter sneen og din kolde favn

Men dengang jeg havde det

ville jeg ønske at det hele ville smelte bort

Jeg kan aldrig blive tilfreds

stillet

og i hvert fald ikke af dig eller varmen i din seng

nej den nærmest kvæler mig

og jeg skriger på sneen, kulden, natten

jeg skriger på dig

men han er stærkere end mig

og trækker mig bare længere ned

i det varme, kvælende sengetøj

og selv mine tårer fordamper

du spørger om jeg er okay

du spørger altid om jeg er okay

du skulle jo endelig ikke have gjort noget galt

bevidst

og jeg siger ja og du

acceptere.

nej.

Om et par måneder ønsker jeg mig tilbage hertil

men lige nu er alt jeg vil have

tiden tilbage

_____________________________________________

Teenagepiges frustration over skolen

Skal vi dømmes

efter ord og tal

vil det hjælpe at sætte os i kasser

umulige at bryde ud af

lade os leve i klaustrofobi

i kvalmende vished

om de evner vi ikke har

Lad mig dog være fri,

lad mig bevise,

at evner er mere end i tror...

__________________________________

Lad os flygte sammen

Fortæl mig hvad det er du løber fra

Vi kunne flygte sammen

Miste vores navne og hukommelse 

og bare gentage: 

Jeg er jeg er jeg er

Indrette os efter vores puls

udrette tusindvis af skulpturer af krystal 

smadre dem og bade os i skårene

være til under stjernerne 

over havet

og lytte til nattens lyde med åbne øjne

grave vores selvkontrol ned ni fod under

kaste os mod jorden 

og bide i hinandens kød

indtil vi drukner 

Vores hjem vil være som en magnet

og vi vil være den samme pol

forlade vores krop

opløse os i noget større

For vi har ikke brug for nogen fortid

Ikke brug for nogen fremtid

Et lysende øjeblik er alt vi beder om

Så

Lad os flygte sammen

___________________________________________

Soveværelsessalmer 

Det her sted er lige så godt at falde som alle andre, 

så vi bygger vores alter her 

Gør mig til din Maria

,For jeg ligger jo alligevel allerede på knæ 

Han tager fast, tager mig, tager mit hjerte ud af mit bryst

eller det gør han ikke han aer mig på kinden. 

Leder mig i fristelse, men frier mig fra det onde

 For Jesus er i hans åndedrag, og jeg fangede ham i mit

Og i verden af guder og monstre 

Lever han i ondskabens have

Styrer vores verdenskirke med katedraler i det hav vi alle drukner i

Han er herrens legeme

Dette er hans blod

Og vi drikker det, spiser det, bliver aldrig mætte 

 For jeg er træt i min krop og syg i mit sind

Han tager imod mine egoistiske bønner og soveværelsessalmer med feberopspilede øjne

Han siger han er min far, erstatning for himlens hersker, for han havde ikke tid til at give mig vinger selv

Og jeg underkaster mig, for noget der er større end mig selv

Taber uskyldighed og blod i badet 

jeg gjorde det her for dig 

Ofring, skvulper, skud, flyder over, ånder udViser dig mine sår, 

løfter blikket

men ser blot

istapper i dine øjne

Ske din vilje i himlen, således også under jorden når det nu er der jeg ender 

Han er herrens legeme  

dette er hans kærlighed

Tag det i munden og slug det

når du ligger nede på dine knæ

Han løber i mine årerjeg gisper efter luft

men han strammer grebet om mine håndled

Jeg venter på dig lige her,  

bundet til sengen sådan som du forlod mig

Venter på du kommer og bliver

Jeg er her ikke for at lede efter syndsforladelse

 For jeg har fundet mig en gammel løsning

Fundet en der ikke flytter sig, for herren sagde til ham at han var en klippe

og end ikke regn eller storm kan røre en sten

 Bliver holdt nede af lænker om sin hals, med et kors som vedhæng

og det ser let ud, men vejer mere end de sorte huller i universet

Han maler mig med hans ord, bedækker mig med hans tanker 

Imens en sort, tyk røg kvæler mig

Dette er herrens legeme dette er herrens blod

Og jeg er en papirsdukke, og bliver opløst i det.

Thi dit er riget, magten og æren I evighed 

amen

________________________________________

Evighed

Alting ender

og jeg tror at jeg ved hvad du tænker på når du siger

at vi har så mange kanter

at detr gør ondt og skærer i dine lunger

Vi længes efter at være en cirkel

rækker vores hænder ud mod universet

men kan aldrig nå den evighed

vi griber efter

måske en dag hvor vi ligger helt stille

vil den komme til os.

______________________________________________

Sygdom

Du virkede så ren og hellig og jeg ville gerne smittes af dig, så jeg rørte dine læber

Og der ramte det mig. 

Ikke som lynet, det gjorde ikke ondt, det kom bare krybende, snigende, som tågen, men dette ville ikke lette med det samme

Din sygdom kravlede fra din tunge til min, forgiftede mit blod, formørknede mit sind

Du løber i mine årer, 

 omringer mig som en feberdrøm, varm, ubehagelig, jeg gisper efter luft

men du strammer grebet om mine håndled

Lad mig drukne i min koldsved, mens jeg hallucinere om det raske liv vi skulle have haft sammen

Men du har startet en infektion i mit hjerte, og det kan ikke kureres

Så nu er vi begge dømt til døden sammen

For du kunne ikke klare at falde alene

Din frygt varer længere end min

Men du mærker det ikke før til allersidst 

Jeg venter på dig lige her, bundet til sengen sådan som du forlod mig

venter på at du stiller dine sko ved siden af mine 

og bliver

Vi kender ikke hinanden

Men med dig vil jeg dele døden.. 

________________________________________

Ændrer mit liv, før det ændrer mig

Hvor lang tid har vi?

Og du svarer, at tiden eksistere ikke, kun bevægelsen

Så hvis jeg står helt stille

Kan jeg så blive her forevigt?

Hvis jeg nu beder pænt

Ligger på knæ og folder mine hænder 

For jeg er så træt af at føle mig tom 

For når jeg ser på folk vil jeg se andet end deres ansigter 

Jeg vil kunne se deres sjæl

og jeg vil kunne gnave mig ind med mit blik

være skammerens datter, slangehvisker 

Og få dig til at falde om

Men det kan jeg ikke

For jeg er tom

Ligger ikke engang nær overhalingsbanen

Holder evigt for rødt lys

Trafikkens skriveblokering

Og jeg ligger altid tilbage 

der hvor jeg kom fra

med en kniv i hjertet

badet i blod

Eller måske er det for dramatisk

måske ligger jeg bare og sover,

måske vågnede jeg aldrig rigtigt op

Men nu vil jeg skifte fart, har brug for fartskifte

Så jeg rejser mig op

og viser verden min sjæl og min stemme

Træder frem, indfanger, undfanger

og sætter tiden igang 

mens jeg knuser uret med mine tanker

og ændrer mit liv

før det ændrer mig 

Jeg føler at jeg skinner

og at jeg kan nå solen uden at brænde mig

men du

mit paradis i slangen, 

kommer og puster til mig

og jeg vælter, falder bagover, omkuld

ender nede på jorden

med fuld udsigt til den himmel jeg skulle have været oppe i

og vi er tilbage til begyndelsen 

men mit papir er ikke længere tomt

og jeg kigger på dit ansigt

men jeg ser ikke din sjæl

Hvilket får mig til at tvivle på om vi har en,

men det er en helt anden historie

Og slutningen ville alligevel ende med at jeg føler mig tom

ofrer mig selv

forvandler det blå vand til rødt

Men måske er det alligevel for dramatisk

Måske ligger jeg mig bare til at sove

Jeg vil gerne indånde dig

for du virker frisk, og jeg har brug for at vågne op

Mit papir er tomt 

men jeg er fyldt 

Eller vent,

det var helt klart omvendt

Men det er også ligemeget

For jeg sover jo, 

og du har sikkert ikke en sjæl alligevel.

_________________________________________

Fra elsker til fremmed

Stille, rolig, alene og det er bare mig og jeg siger shhh til verden 

Indtil du tager et valg

Tager fast, tager mig, tager mit hjerte ud af mit bryst, eller,

det gør du ikke

Du aer mig på kinden 

Hemmeligheder, midnatsmøde

Og dine øjne i mørket 

Hånd, mund, kys, drømme, seksuelle frustationer.

Og din fysiske vold gør ikke lige så ondt som din verbale

Gråd, latter, men mest af alt skrig

Aaaargh hvor er jeg træt af dig

Musik, sårende handlinger og

tårer, tårer, tårer

SKRID

nej bliv

elsk mig 

Men ikke for meget 

Kærtegn, manglende tøj og lyst

Søvn, uden lys 

Søde, kvalmende ord og

Arrrgh 

jeg syntes du skal gå

og det gjorde du

og jeg fortryder, græder og slår i puden

Og når du ser mig er det ikke længere 

“jeg elsker dig”

men 

“Undskyld, kender jeg dig?”

_______________________________

Livet er et hav

Jeg er en meget lille pige 

og livet er et hav

Og jeg kan ikke svømme

Det pisker voldsomt om mig og jeg mærker kun

smerte når det salte vand rammer mine flammende kinder og feberopspilede øjne 

Jeg er en meget lille pige 

og livet er et hav

Det er iskoldt og ubarmhjertigt og jeg er bange 

for jeg kan ingenting se for den tunge, hvide tåge der langsomt kommer krybende og vil kvæle mig

Jeg klamrer mig fast til en sten på størrelse med en lillefingernegl

der stikker op ad havet og alt jeg kan tænke på er hvor let det ville være at give slip

Jeg er en meget lille pige

og jeg er træt i min krop og jeg er syg i mit sind

Og livet er et hav

og havet er i oprør og havet er vildt og utæmmeligt

Jeg har holdt ud i lang tid men jeg kan ikke svømme

Jeg kigger ned 

under overfladen ser der så trygt ud 

det ser roligt og varmt ud

Og jeg bliver voldsomt overvældet af lysten til at dykke dybt, dybt ned

Ethvert menneske ville blive fristet til dette

Det er en skam at vi alle er blevet sådan nogle skrøbelige, ødelagte ting

Jeg er en meget skrøbelig pige 

og jeg siger farvel til stormen

Jeg springer, tager pille-glasset, synker

og lander dybt nede i havets uendelige mørke afgrund

Ikke en lyd siger det, da min krop rammer overfladen, rammer sengen 

og stilheden efter stormen indtræder 

Et tæppe ligger sig over mig, men det er ikke så behageligt som jeg havde troet

Det er et tæppe af kulde og smerte og jeg er skuffet over at jeg stadig kan føle

Jeg er for tæt på overfladen, jeg kommer op igen og der 

dufter af hospital 

Men jeg vil ikke vågne, Jeg kæmper, jeg svømmer dybere og dybere ned  

Jeg er en meget lille pige 

og døden er så fredfyldt og let

og livet er så hårdt og jeg er alligevel bare en dråbe i havet

Jeg er en meget lille pige

Og jeg vil bare gerne have fred

_________________________________________

Necklace

Jeg savner dig allerede inden jeg kender dig

For din musik

Dine ord

er brændemærket i min hjerne 

Forevigt 

Jeg banker på, det er uvejr 

Luk mig ind, luk mig ind, luk mig ind

Jeg vil holde om dig

Fordi jeg ved at det er uopnåeligt

du er urolig, koncentreret 

Og jeg ville ønske af hele mit hjerte at jeg var grunden

Men dit sind fungere som en diamant 

Uendelige facetter 

og skinner mere end noget andet 

Og jeg vil bære den om min hals, necklace

og jeg kan se at du lytter

når jeg fortæller mine dybeste følelser 

Men du har aldrig set mig i øjnene

Du hvisker ud i ingenting

og jeg ville ønske

at du ville hviske i mit øre i stedet

For du er poet

og jeg vil befrugtes med dine ord

Bære dine sætninger

og føde dine digte

____________________________________________

Faldende 

“Faldende”

sagde jeg, jeg følte

du ville vide hvorhen 

og isen i dine øjne smeltede

et øjeblik

og badede dine pupiller i et klart skær

Du bemærkede mine stirren

og jeg hviskede “Der”

Du blinkede i mit mørke hul og vandet flød over

ned af din kind og jeg fangede det

Undfangede det

med min tunge

Smagte på mit liv, sank min evighed

“Fra nu af” 

______________________________________________________

Selvforglemmelse 

Der er huller i loftet

Sorte huller

Altopslugende intethed

i tomt univers, 

der er mere end mæt

men jeg er på jorden

jordbunden

med lænker under trappen

 og jeres fodtrin larmer, pandemoniom, torden

vær nu stille, nattero

Jeg er en papirsdukke

Du kan rive mig itu i tusind stykker 

tage mig i munden

opløse mig i dit mundvand sådan som du plejede at gøre

Og nu ligger jeg i bermudatrekanten, selvforglemmelse 

Ingen memorering i underbevidstheden 

hukommelsestab

Hvor er jeg?

Og hvorfor er der lænker om mine håndled?

Og hvad er grunden til at jeg er fæstet til grundfladen?

og begynder at ryste

Nerve-spasmer

Mellemrumstaster 

Sæt ild til mig, sæt gang i mig

Lad røgen forurene vores eksistens her i midgård

og hvis vi koncentrere os, kan vi ændre billedet

Hviske ud, genoptegne, dette abstrakte univers

Rummet er lyst, oplyst, åbenlyst

Og det bryder jeg mig ikke om

For jeg kan lide mit liv som jeg kan lide min kaffe

Sort

Og jeg kan ikke lide kaffe

Jeg vil absorberes i det sorte hul 

I intetheden 

Tag mig, skaber, hvis du findes

for jeg har tabt mig selv

og jeg har tabt mine nøgler til mine lænker mens jeg ledte efter himlen 

Og den er der jo ikke

Og jeg har ledt 

men ikke efter mig selv, eller mine nøgler,

nej jeg har ledt efter noget at fortabe mig i,noget som er større end mig selv,

for det hedder forelskelse 

Og jeg fandt dig i håb om at finde mig selv, finde himlen og måske mine nøgler på vejen 

Men jeg er endt på bunden 

Med hovedet rettet mod noget som er større end mig selv

men dette kan jeg ikke nå

De sorte huller i loftet

Lås mine lænker op

Jeg må stige

Mod den uendelige intethed.

___________________________________________________

Virkeligheden kom og fandt mig

Virkeligheden vil ødelægge mit liv

Jeg lever i et andet univers, og der hører jeg til.

Jeg lever, nyder og er tilfreds 

med kolde vinterdage og ensomme sommernætter

i mit univers

kan jeg sidde alene i flere dage, og lade mig opsluge af en bog

lade mig opsluge af livets simpelhed. 

Jeg kan drømme mig væk uden at opdage det, og jeg kan gå og kigge opad

og betragte de grå skyer, uden at opdage

hvad det er der sker omkring mig

I mit univers, lukker jeg kun de mennesker ind, som varmer mit hjerte

og jeg går kun i det tøj der viser mine følelser

I mit univers

ser jeg væsner i skoven, og hører lyde i natten

og siger til mig selv at vi bor i en magisk verden

Men virkeligheden vil ødelægge mit liv

virkeligheden leder efter mig, og jeg kan ikke gemme mig for den,

for den finder mig, selvom jeg sidder i den fjerneste krog af mit eget univers

den kommer og lyser mig i øjnene og hvisker mig indtrængende i øret at jeg skal vågne op

den fortæller mig at vinterdagene skal give mig depression, og sommernætterne skal fortære mig af ensomhed

den overbeviser mig om at bøger bare er ord på sider, at livet ikke på nogen måde er simpelt.

Den åbner mine øjne, så jeg kan se hvad der sker omkring mig, så jeg kan se at folk griner af mig, bagtaler, forråder, og ruller med øjnene.

Den får mig til at lukke alle mennekser ind i mit hjerte, så folk der er ingenting værd, kan skære mig op indefra.

Virkeligheden fortæller mig at skoven er død

og natten er ensom

og vores verden er kold og hård

Jeg kunne leve lykkeligt i mit eget univers,

men virkeligheden kom og fandt mig. 

__________________________________________________

Livet er et hav

Jeg er en meget lille pige 

og livet er et hav

Det pisker voldsomt om mig og jeg mærker kun

smerte når det salte vand rammer mine flammende kinder og feberopspilede øjne 

Jeg er en meget lille pige 

og livet er et hav

Det er iskoldt og ubarmhjertigt og jeg er bange 

for jeg kan ingenting se for den tunge, hvide tåge der langsomt kommer krybende og vil kvæle mig

Jeg klamrer mig fast til en sten på størrelse med en lillefingernegl

der stikker op ad havet og alt jeg kan tænke på er hvor let det ville være at give slip

Jeg er en meget lille pige

og jeg er træt i min krop og jeg er syg i mit sind

Og livet er et hav

og havet er i oprør og havet er vildt og utæmmeligt

Jeg har holdt ud i lang tid men jeg kan ikke svømme

Jeg kigger ned 

under overfladen ser der så trygt ud 

det ser roligt og varmt ud

Og jeg bliver voldsomt overvældet af lysten til at dykke dybt, dybt ned

Ethvert menneske ville blive fristet til dette

Det er en skam at vi alle er blevet sådan nogle skrøbelige, ødelagte ting

Jeg er en meget skrøbelig pige 

og jeg siger farvel til stormen

Jeg springer, tager pille-glasset, synker

og lander dybt nede i havets uendelige mørke afgrund

Ikke en lyd siger det, da min krop rammer overfladen, rammer sengen 

og stilheden efter stormen indtræder 

Et tæppe ligger sig over mig, men det er ikke så behageligt som jeg havde troet

Det er et tæppe af kulde og smerte og jeg er skuffet over at jeg stadig kan føle

Jeg er for tæt på overfladen, jeg kommer op igen og der 

dufter af hospital 

Men jeg vil ikke vågne, Jeg kæmper, jeg svømmer dybere og dybere ned  

Jeg er en meget lille pige 

og døden er så fredfyldt og let

og livet er så hårdt og jeg er alligevel bare en dråbe i havet

Jeg er en meget lille pige

Og jeg vil bare gerne have fred

________________________________________

Foragt

Jeg hviskede til dig min ynglingsblomst

Fuchsia

Det gav genlyd

Det var smukt

Øjeblikket var lavet af glas, øjeblikket strålede af ren poesi

Et af de øjeblikke hvor jorden drejer rundt, men man selv står stille

Det var et af de øjeblikke man ville ramme ind og hænge op

Men det første du gjorde var 

at tænke praktisk...

Jeg havde lyst til at din krop slog rødder dybt ned i jorden

At du blev forvandlet til et træ, som kort efter blev lavet til papir, så jeg kunne krølle dig sammen, trampe på dig, kassere dig, 

din mislykkede skabning!

Jeg fortalte dig, at havet var i mine lunger

Øjeblikket emmede af dyb sorg, øjeblikket strålede af koncentreret længsel

Det var et af de øjeblikke man ville forsegle forevigt i en tidskapsel  

Men det første du gjorde var at tænke praktisk...

Jeg havde lyst til at din krop blev presset sammen til en lille hård sten, så jeg kunne tage dig i munden, sluge dig og lade dig synke ned på bunden af havet

dit uduelige menneske..

Jeg fortalte dig at min hud føltes som en bryllupskjole

Og det var et af de øjeblikke man først ville forstå om et par dage 

Men det første du gjorde var at tænke praktisk

Jeg havde lyst til at din krops indhold forsvandt så kun dit blod var tilbage 

så jeg kunne tage dit flydende blod, og male min hvide kjole rød og skræmme dig ved at skrige i kirken og

det ville give genlyd, det ville være smukt.

Alle der tænker praktisk, burde forvises til poesiens lange fortov, og vi, kunstnere, ville græde af grin, da i alle ville falde på række

For i kiggede kun ned, glemte at kigge op

Det er sidste gang jeg deler det smukke med dig

Du fortjener ikke engang chancen, for at betræde mit fortov

__________________________________________________________

Det røde rum


Du er her
Du er ikke kommet herind
Du kommer ikke ud
Du er her bare
Du er i det røde rum
Der er ingen indgang 
Ingen udgang
Kun rum
Istedet for vægge, omringes rummet af et rødt tæppe
Det hænger ned fra loftet
Som ikke er der
Den trykkende lyd er her igen
Som om man er dybt begravet i havet
Og hvem ved..
Måske er vi
Måske ikke...
Gulvtæppet minder mig om noget..
Og lider dér, danner sig en blodplet
jeg begynder at ryste
men det stopper igen
Det skræmmer mig
Pludselig starter musikken
Den minder mig om en drømmeverden
Måske er det det vi befinder os i
Måske ikke
Hvem ved
Midt på gulvtæppet
men lidt til venstre
står der en besynderligt udseende dværg
Han er fint påklædt, rødt jakkesæt
Han er ikke kommet ind
Han kommer ikke ud
Han er her bare
Ligesom dig
Han begynder at knipse i takt til musikken
Svinger sine arme om sig
Danser rundt
Eksistere ikke
Du bliver grebet af noget
Noget bevæger sig langsomt op af din rygrad
Du kan mærke at det er ren ondskab
Du begynder at ryste
Men det stopper igen
Dværgen danser 
og du fortæller ham$
Nogle gange
bøjer mine arme bagud
Dværgen danser
Gulvtæppet er gennemblødt med blod
Den dansende dværg er væk
Du er væk
Lyden, der ikke var her, er væk
Men rummet er her stadig
Det røde rum er her altid
Det er der bare 
Ligesom dig

___________________________________________

The Dark Side Of The Moon

Månens lys er mørkets lys. 

Men hvad så når mørkets lys forsvinder? 

Evigt mørke?

Når du står i mørkets lys, og betragter des skaber, ser du altid det samme. 

Månens faser ændrer sig. Men du ser altid kun den ene side. 

Altid de samme mønstre, altid de samme minder. 

Du har ikke tænkt over dette. For når mørkets lys rammer dig, har du andet at tænke på. Pludselig har du alt at tænke på. Og alligevel intet. Fordi det mørke lys, lyset i mørke, påvirker dit sind, åbner dine tanker. 

Men tænk nu over dette. Hvad er der på den anden side af månen? Du har aldrig set den. 

Den mørke side af månen. 

Den mørke side af dig selv.

Har for travlt med at tænke på det oplagte, til at opdage, din egen mørke side. 

Alt er ikke som du kender det nu. For verden er fuld med ting du ikke har tænkt over. Du kender ikke engang dig selv. 

Den anden side af månen er ikke oplyst. Ikke engang af mørkt lys. Den er bare mørk. Uendeligt mørke. Eller ikke? Den er ukendt. Ukendthed. Men det ukendte er mørkt. For vi ved ikke hvad det er. Men hvem siger det ukendte ikke er skinnende lyst?

“The dark side of the moon” betyder det mystiske og ukendte. 

Livets mysterier. Som ikke skal løses. 

Jeg har en uendelig lyst. En længsel efter at være der. På den ukendte side ingen kan se. At svøbe mig i mørket, det mystiske, måske svøbe mig i det der ikke er der. Lade mørket blive til en væske, og bade i den, se den skinne sig i lyset langt væk. 

Hvad har du lyst til? 

En skålfuld mørke, tak. 

Ekstra mørk?

Ekstra mørk. 

Måske, er den mørke side af månen ikke mørk. Måske er den fuld af farver. Måske er det paradis. Vi får det vel aldrig at vide. Så jeg vil bare nyde tanken om den mørke side af månen.