...

Du virkede så ren og hellig og jeg ville gerne smittes af dig, så jeg rørte dine læber

Og der ramte det mig. 

Ikke som lynet, det gjorde ikke ondt, det kom bare krybende, snigende, som tågen, men dette ville ikke lette med det samme

Din sygdom kravlede fra din tunge til min, forgiftede mit blod, formørknede mit sind

Du omringer mig som en feberdrøm, varm, ubehagelig, jeg gisper efter luft

men du strammer grebet om mine håndled

Lad mig drukne i min koldsved, mens jeg hallucinere om det raske liv vi skulle have haft sammen

Men du har startet en infektion i mit hjerte, og det kan ikke kureres

Så nu er vi begge dømt til døden sammen

For du kunne ikke klare at falde alene

Din frygt varer længere end min

Men du mærker det ikke før til allersidst 

Jeg venter på dig lige her, bundet til sengen sådan som du forlod mig

venter på at du stiller dine sko ved siden af mine 

og bliver

Vi kender ikke hinanden

Men med dig vil jeg dele døden.. 

Havde ambitioner om at skrive en novelle og den begynder sådan her:

Det var en mandag middag det ramte mig. 

Ikke som lynet, det gjorde ikke ondt, det kom bare snigende, som tågen. Men jeg kunne mærke at denne følelse ikke ville lette med det samme. 

Egentlig var det en helt normal dag, og måske var det derfor. Hvem var det der havde valgt at det lige præcis var denne mandag middag der skulle ændre alt?

Det var ikke fordi jeg ikke havde haft en idé om det. Jeg havde haft på fornemmelsen at det var på vej. Nætterne havde været længere end dagene, alles øjne var begyndt at se tomme ud, og vinteren ville ikke give slip på mig. Jo, jeg havde haft det på fornemmelsen. 

Sneen bed og skar og det var som om den hviskede “forsvind!”.  

Jeg elsker det vejr. 

Men jeg har så mange ambitioner og ikke så meget motivation, så...