Du minder mig om lyden af opløsning

Du minder mig om lyden af opløsning

og tiden efter regn

du er noget jeg har ledt efter

 så jeg gaber

løfter

prøver

 favner

tæerne krøller sig

 drejer ind og ud

flimrende hud

for jeg savnede dig allerede før jeg kendte dig

fandt dig før jeg vidste at jeg ledte

blev ændret før jeg egentlig ville

 du løber i mine årer,

omringer mig som en feberdrøm

 taler et imødekommende sprog

som jeg er fem år for ung til at forstå 

du strammer grebet om min hals

Holder så fast, og forvandler mig til guld i sollyset

Vi suges ind mod centrum af flammen

Hvor tiden er nu og nu er længere

Jeg bliver skør, jeg er en krystalkugle jeg er en million år

du og jeg er nu

vi er tidens børn

og lige børn brænder bedst

 Dine hænder vil om et øjeblik ubevidst finde opadmod mine blodige, søgende læber og udenfor er det nat

Du minder mig om lyden af opløsning

for du er langsom som arsenik

men sikker som døden

og alt jeg ved er at døden er livsfarlig

og livet er dødsygt

Så fortæl mig hvad det er du løber fra

Vi kunne flygte sammen

Miste vores navne og hukommelse og bare gentage: 

Jeg er jeg er jeg er

indrette os efter vores puls

udrette tusindvis af skulpturer af krystal

 smadre dem og bade os i skårene

være til under stjernerne over havet

og lytte til nattens lyde med åbne øjne

grave vores selvkontrol ned ni fod under

kaste os mod jorden og bide i hinandens kød

indtil vi drukner 

Jeg vil slikke dine sår

rense dig, og nyde smagen af din smerte

jeg strejfer dig og hvisker at dit sind er som en diamant

uendelige facetter og skinner mere end noget andet

og jeg vil bære dig om min hals

forevigt

for du er poet og jeg vil befrugtes med dine ord

bære dine sætninger 

og føde dine digte

Du minder mig om lyden af opløsning

for du dukkede op den dag jeg kunne sige

jeg er ikke bange

mere

Du er larmen i mit hovede

du er pladsen i min seng

du er opløsningen af lyden

du er den stilhed der er mellem mine sætninger 

du er alting

 og det er en underdrivelse

Jeg hjemsøges af blanke papirer og de sidste ord du sagde

og ender med at ofre mig selv her

i spotlyset

Du minder mig om lyden af opløsning

fordi jeg gik hen til dig og sagde dette digt

og du forstod det

-Ida Petersen