tanker om kunst og sådan noget

jeg har et meget blandet forhold til at male. 

der er ingenting jeg elsker mere end det, og der er ikke et tidspunkt hvor jeg føler mig mere hjemme og tilpas end når jeg har en blyant eller en pensel i hånden. 

jeg ved at det er det jeg vil. 

og alligevel gør jeg det næsten aldrig. 

hvorfor?

fordi jeg er pisse bange. 

det tager mig så meget mod og overvindelse at bare begynde på en simpel tegning. 

fordi når jeg tager en blyant i hånden føler jeg et kæmpe stort pres. 

jeg forventer perfektion og at jeg skaber noget fantastisk hver gang. og sådan fungere det jo ikke. 

men jeg er så bange for at skuffe mig selv at jeg næsten aldrig gør det jeg elsker allermest, og det er helt vildt trist.  

det gør mig helt vildt trist. 

for jeg bliver aldrig bedre hvis jeg ikke bare kaster mig ud i det, øver mig, og laver noget lort. 

det er et princip jeg lige skal have banket ind i mit hovede. 

det er for dumt at jeg bliver på det samme stadie hele mit liv, fordi jeg er bange for at fejle et par gange. 

jeg er ved at lave halvdelen af mit værelse om til et lille atelier, håber at det vil motivere mig lidt mere. 

jeg har lavet ovenstående tegning/akvarel idag, og er faktisk virkelig tilfreds med den!