· symbiose ·

Han var poet


Hun var forvirret 


Han var for gammel 


Hun var rastløs


Han var dominerende

 
Hun var ligeglad


Han tog hendes hånd en nat og førte hende ned til havet


Hun lukkede øjnene og tænkte ikke rigtig over det


Han syntes at hun var noget af det smukkeste på jorden


Hun brændte sig selv med cigaretter 


Han læste om moral og etik


Hun grinede højt og spyttede ham i ansigtet


Han sagde at han ville give hende verden


Hun svarede nej tak, jeg har min egen


Han holdt af ting der forstyrrede ham og han sagde at hun var en af dem


Hun smilte et lille veltilfreds smil


Han havde ambitioner høje som bjerge


Hun lå rystende bundet til jorden

Han sagde at hun skulle tage sig sammen

Hun sagde at Rom var også bygget på ruiner

Han fortalte hende hvad hun skulle


Hun sagde at han bestemte ikke over hende


Han fandt ud af at det gjorde han


Hun fandt ud af at hun kunne lide det

Han satte sin tunge på hendes inderlår

Hun havde blodige  knæ og plagede ham om at røre hende

Han startede sætninger med: ifølge statistikkerne

Hun gik ved vandet og fandt perlemorsskaller

Han var betaget af hende

Men hun så stadig sig selv som en mælkebøtte i en mark fyldt med roser

Han talte om rummet og elektroner

Hun hørte musik og prøvede at tømme sit hoved

Han faldt

Hun faldt

Han svømmede

Men hun druknede

Han glemte alt om hende i 4 dage

Hun råbte: jeg er forhelvede ikke ligegyldig

Mine forældre advarede mig mod vanedannede stoffer solgt i små poser

Men aldrig mod dem med et hjerteslag

Og jeg er ikke din 5 minutters rygepause

Du kan ikke bare sætte ild til mig og slukke mig med det samme

Jeg er ikke dine sange i din notesbog

Du kan ikke bare krølle mig sammen og smide mig væk hver gang jeg ikke er god nok

Jeg er ikke en kystlinje

du er ikke tidevandet

og månen bestemmer ikke hvor mange gange du kan gå ind og ud af mit liv